Perioden 1945-1962

Trussel fra øst

Siden 2. Verdenskrig havde Danmark reelt ligget forsvarsløst hen, og også op gennem 1950’erne var forsvaret svagt. Optagelsen i Atlantpagt-alliancen i 1949 betød imidlertid ikke, at landet nu kunne forvente at blive forsvaret i konventionel forstand i tilfælde af et angreb fra Øst. Den amerikanske atomare afskrækkelse koblet med en massiv luftoverlegenhed udgjorde fundamentet for sikkerheden i Europa og dermed også for Danmark. Men først fra 1957-58 med indførelse af taktiske atomvåben i NATO-forsvaret og ødelæggelsen af den fremskudte strategi, omfattede det direkte NATO-forsvar nu også Danmark.

Atlantpagten er den danske betegnelse for Den nordatlantiske Traktat (North Atlantic Treaty Organization), som forkortes til NATO. Traktaten blev oprettet den 4. april 1949 som en vestlig forsvarsalliance efter 2. Verdenskrig af USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Norge, Island, Danmark, Nederlandene, Belgien, Luxembourg, Italien og Portugal, og senere tilsluttede Grækenland, Tyrkiet og Vesttyskland sig. Atlantpagten hvilede på en tanke om et gensidigt forpligtende, solidarisk forsvarsforbund, som skulle give medlemmerne støtte i tilfælde af angreb. Dette medførte politiske forbehold i Danmark, idet man var bange for at blive et direkte militært angrebsmål fra østblokken, hvorimod Danmark ønskede at opretholde en vis neutralitetsstatus.

NATO er en forkortelse for North Atlantic Treaty Organization, som er en vestlig militærorganisation, der blev dannet i Bruxelles i december 1950 på grundlag af den Nordatlantiske Traktat (Atlantpagten). Den blev undertegnet i Washington D.C. i april 1949. Pagten blev underskrevet af USA, Storbritannien, Frankrig, Italien, Canada, Belgien, Holland, Luxembourg, Portugal, Norge, Danmark og Island. I 1952 blev Grækenland og Tyrkiet optaget og i 1955 Vesttyskland. I 1982 tilsluttede Spanien sig, i 1999 Polen, Tjekkiet og Ungarn og i 2004 Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien. Derudover er der yderligere 20 lande, som er tilknyttet alliancen.

Fra østlig side var øvelsesmønstret siden 1950 præget af en offensiv tankegang og polsk forsvar øvede afvisninger af vestlige landsætnings-operationer fra danske og svenske udgangsstillinger såvel som angreb mod Danmark og Sydsverige i forbindelse med flådeadgang til Nordsøen. Østblokken var overlegen i det danske nærområde, da det vestlige forsvar her endnu var sparsomt. Det var først, da der i 1961 fremkom et større gennemarbejdet og udbygget plankompleks for en østlig storoffensiv mod Vesteuropa, at retningslinjerne for konkrete østlige operationer blev lagt.

Efterretningsmæssig trussel

NATO-landene afslørede en betydelig spionageaktivitet, som hang sammen med østmagternes kommunistiske partiers undergravende og destabiliserende virksomhed og denne aktivitet blev opfattet som en efterretningsmæssig trussel. Efterretningstjenesterne udviste professionel kompetence, og sammen med en styrket militær indsats foregik der en øget efterretningsindhentning i de vesteuropæiske lande, som var potentielle mål for østblokkens militære styrker.

Dette kom tydeligt til udtryk i Danmark, hvor især Polen og Sovjetunionen, men også Østtyskland søgte at opnå overblik over Danmarks militære formåen og militære geografi, mens den politiske, økonomiske og teknisk-videnskabelige dataindhentning var af mindre betydning. Det militære efterretningsarbejde blev primært udført af militærattacheer fra de østlige ambassader, som lagde et stort net af de såkaldte ”døde postkasser” (steder hvor agenter kunne overbringe oplysninger til hinanden) og mødesteder ud over hele Danmark. Fra efteråret 1961 kunne Forsvarets Efterretningstjeneste således konstatere en påfaldende østlig interesse for Sønderjylland, der uden tvivl hang sammen med de nye planer for polske operationer i tilfælde af krig - senere rettede interessen sig direkte mod Sjælland.

Kilde: http://www.nato.int/docu/review/2005/issue4/english/art3.html
En koldkrigssituation med kampvogne

Østlig påvirkning

Danmarks medlemskab af Atlantpagten gav anledning til massiv politisk påvirkning og forsøg på undergravende virksomhed. I årene efter 2. Verdenskrig stræbte Sovjetunionen efter at fastholde Danmark i isoleret neutralitet og forhindre etablering af forsvarsalliancer, uanset om disse havde nordisk eller vestligt karakter. Efter 1949 blev Sovjetunionens politiske hovedmål over for Danmark derimod et forsøg på at ændre landets sikkerhedspolitiske orientering for derigennem at svække den vestlige alliances politiske sammenhold. Den østlige kampagne vandt dog ikke indpas især på grund af udviklingen af et relativt stærkt bloksammenhold i Vesteuropa.

Dansk sikkerhedspolitik

I årene 1945-1962 lagde Sovjetunionen et betydeligt politisk pres på Danmark med henblik på at opnå kontrol med de danske vandveje - om ikke i fredstid så i det mindste i krigstid. Danmark var forankret i NATO, og alliancen var bestemmende for periodens sikkerhedspolitik og for Danmarks balance i forhold til østblokken. Alligevel tog de skiftende danske regeringer en række konkrete forbehold for, hvor langt den egentlige militære integration skulle gå i fredstid.

Eksterne vurderinger

De danske reservationer og det relativt lave forsvarsbidrag var genstand for betydelig opmærksomhed i USA og blandt andre ledende NATO-lande, men det ændrede ikke ved, at Danmark blev betragtet som et loyalt medlem af den nordatlantiske alliance. En væsentlig årsag hertil var en fleksibel håndtering af de alliancepolitiske forbehold og en vilje til at opgive disse i tilfælde af krise eller krig. I Kreml anså man de danske forbehold som et positivt udtryk for en såkaldt selvstændig dansk udenrigspolitik, der dog ved enkelte lejligheder blev betragtet som resultat af sovjetisk politik. Alligevel var man fra sovjetisk side klar over, at det danske atomvåbenforbehold kun gjaldt fredstid, og at Danmark under kriseforhold kunne få tilført atomvåben. Derfor fortsatte Sovjetunionen sit pres for at udvide det danske forbehold til også at omfatte krise- og krigstid.

Næste afsnit: Perioden 1963-1978