Perioden 1963-1978

Kilde: http://flickr.com/photos/cogdog/2588794151/
"The Hot Line", som forbandt det Hvide Hus i Washington med Kreml
i Sovjetunionen. Linien blev udviklet på baggrund af Cuba-krisen for at
forhindre en tilsvarende situation i fremtiden.

Den internationale situation

Under Cubakrisen i oktober 1962 bevægede verden sig på randen af en atomkrig, og efterfølgende tog både Øst og Vest ved lære af denne potentielle katastrofe og begyndte gradvise tiltag til en tilnærmelsesproces. Perioden blev præget af forskellige afspændingsinitiativer bl.a. i form af våbenkontrolaftaler på det nukleare område. Efterfølgende er perioden blevet betegnet ”dêtenten” eller afspændingsperioden - en betegnelse man ikke skal tillægge for stor vægt, da perioden var kendetegnet af en usvækket konkurrence mellem Øst og Vest samt af en række internationale kriser.

Cubakrisen er betegnelsen for en 13 dage lang konflikt i oktober 1962 mellem supermagterne USA og Sovjetunionen. Krisen var bragte verden på randen af en atomkrig og blev derefter kulminationen på Den Kolde Krig. Krisen var en følge af, at Sovjetunionen installerede raketanlæg til mellemdistanceraketter på Cuba, som ville være i stand til at dække væsentlige dele af USA, og som følge heraf ville den strategiske balance ændres til sovjetisk favør. Situationen blev tilspidset dag for dag, og et sammenstød med atomvåben var kun få timer fra at blive en realitet. Dette blev dog afværget gennem dialog mellem USA's præsident J.F. Kennedy og den russiske leder N. Khrusjtjov. Cubakrisen førte til et mere afspændt forhold mellem de to parter, og der blev etableret en direkte telefonlinie mellem Washington og Kreml (”The hot Line”).


Trussel fra øst

Efter Cubakrisen var frygten for en decideret krig mellem Øst og Vest i nogen grad reduceret. Men der var stadig en udbredt opfattelse af, at Sovjetunionen udgjorde en trussel. Trusselsintensiteten varierede dog afhængig af Sovjetunionens aktuelle politik. Forsvarets Efterretningstjeneste påpegede i slutningen af 1960’erne, at der forgik omfattende østlig militæraktiviteter nær Danmark, og at varslingsmulighederne af samme grund var forringet. Alligevel regnede man med at kunne varsle landets ledelse i tilfælde af et angreb - i værste fald med få dages varsel. Generelt opfattede de vestlige landes efterretningstjenester ikke et angreb fra Øst som særlig sandsynligt, hvis NATO- alliancen kunne bevare sit sammenhold.

På den anden side er det dokumenteret, at østblokken i en given krig planlagde at føre denne på vestlig grund, og man ville forsøge at erobre Vesteuropa gennem en lynkrig. Ud fra den synsvinkel var der tale om en betydelig potentiel trussel fra Warszawapagten. På baggrund af et omfattende østtysk og polsk kildemateriale har man analyseret de planlagte operationer specielt mod det danske område. Heraf fremgår det, at Danmark skulle erobres primært af polske tropper i et hurtigt felttog af 10-12 dages varighed, mens Warszawapagtflåderne skulle forcere Kielerkanalen og de danske farvande for derigennem at åbne adgangen til Nordsøen og Atlanterhavet. Disse operativplaner var ledsaget af en storstilet planlægningsindsats fra østblokkens side rettet mod militære anlæg i Danmark og ikke mindst mod de danske kystområder.

NATO er en forkortelse for North Atlantic Treaty Organization, som er en vestlig militærorganisation, der blev dannet i Bruxelles i december 1950 på grundlag af den Nordatlantiske Traktat (Atlantpagten). Den blev undertegnet i Washington D.C. i april 1949. Pagten blev underskrevet af USA, Storbritannien, Frankrig, Italien, Canada, Belgien, Holland, Luxembourg, Portugal, Norge, Danmark og Island. I 1952 blev Grækenland og Tyrkiet optaget og i 1955 Vesttyskland. I 1982 tilsluttede Spanien sig, i 1999 Polen, Tjekkiet og Ungarn og i 2004 Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien. Derudover er der yderligere 20 lande, som er tilknyttet alliancen.

Warszawapagten (WAPA) er ”østblokkens” modstykke til Atlantpagten og blev stiftet som en reaktion på Vesttysklands indtræden i NATO i 1955. Det er ligeledes en militær og politisk overenskomst, som desuden omfatter aftaler om venskab, økonomisk og kulturelt samarbejde. Pagten blev sluttet i Warszawa i maj 1955 mellem Albanien, Bulgarien, Østtyskland, Polen, Rumænien, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet samt Ungarn. Dog indtrådte Østtyskland først i 1956 i det militære samarbejde, som indbefattede en enhedskommando med hovedkvarter i Moskva. Albanien udtrådte i 1961 efter at have brudt den diplomatiske forbindelse med Sovjetunionen. Warszawapagten blev officielt opløst på et møde i Prag 1. juli 1991 efter Sovjetunionens sammenbrud, og datoen anses derfor som afslutningen på Den kolde Krig.


Dansk sikkerhedspolitik

Etableringen af Enhedskommandoen i 1961 førte til skarpe sovjetiske reaktioner over for Danmark. Målet for dansk politik var derfor i den følgende periode at berolige Sovjetunionen, hvilket også til dels lykkedes under den afspændingsfase, der nu satte ind. På den baggrund opstod et øget samkvem med Sovjetunionen, f.eks. besøgte den russiske leder N. Khrusjtjov Danmark i juni 1964. Fra midten af 1960’erne blev den danske indsats over for Øst i højere grad rettet mod de mindre østeuropæiske lande, som i disse år tilkendegav interesse for en tilnærmelse til Vesten. Fra dansk side fokuserede man, ud over de almindelige afspændingsperspektiver, på muligheden for at løsne disse landes bånd til Sovjetunionen og man arbejdede ihærdigt for etablering af en europæisk sikkerhedskonference, hvilket kulminerede i Helsinki Konferencen fra 1973-1975.

Helsinki Konferensen var en international konference, som blev afholdt i 1975 med deltagelse af 35 lande, herunder USA og Sovjetunionen. Man søgte at indgå aftaler vedrørende samarbejde indenfor sikkerhed, økonomi, videnskab, teknologi og menneskerettigheder. Dette førte til dannelsen af ”Organisation for Security and Coorperation in Europe” (CSCE).

Danmark fortsatte sit medlemskab af den vestlige alliance, og de danske forbehold forblev stort set uændrede gennem perioden. De væsentligste punkter drejede sig om oprettelsen af en atomvåbenfri zone i Norden, hvilket bevirkede, at østblokken stadig havde fokus på dansk atomvåbenpolitik. Desuden blev spørgsmålet om NATO’s forstærkningspolitik et centralt emne i løbet af 1970’erne, hvor et nyt Forsvarsforlig åbnede mulighed for allierede forstærkninger i krise- og krigssituationer. Efter forhandlinger med USA blev der i 1976 og 1979 truffet aftale om i en given situation at overføre amerikanske jagerfly til Danmark og oplagre ammunition og reservedele til flyene i depoter i Jylland.

Eksterne vurderinger

Vestblokkens vurdering af dansk sikkerhedspolitik lagde stadig vægt på landets historiske arv i form af neutralistiske og pacifistiske strømninger. Dette gjorde sig særligt gældende fra slutningen af 1960’erne, hvor Danmark udtrykte selvstændige standpunkter, der gik på tværs af andre NATO-landes interesser - især USA’s. Det kom til udtryk gennem kritik af diktaturstater som Grækenland (1967-1974) og Spanien (til 1976), men i høj grad også i Vietnam-spørgsmålet. Den danske afspændingslinje blev følgelig opfattet som regeringens følsomhed overfor strømninger i befolkningen, hvilket betød, at den førte politik grundlæggende blev opfattet som NATO-loyal.

Kilde: http://euromerica.deviantart.com/art/NATO-s-Standard-82567271
Nato's flag

Den sovjetiske vurdering af Danmarks sikkerhedspolitik var i perioden stort set den samme som i 1950’erne. Efter sovjetisk opfattelse var Danmark fast forankret i NATO, og man kunne ikke forstille sig, at landet ville træde ud af den vestlige alliance. På den anden side fremhævede man til stadighed de danske forbehold med hensyn til baser og atomvåben, og at disse forbehold medførte en dansk særstilling indenfor NATO. Fra sovjetisk side blev forholdet til Danmark vurderet positivt, og i overensstemmelse med en sovjetisk definition af begrebet ”fredelig sameksistens” fremstod Danmark som et eksempel på, at det var muligt at etablere normale relationer til lande med et andet samfundssystem. Den sovjetiske regering anstrengte sig for at udvide de gensidige politiske, økonomiske og kulturelle kontakter med Danmark, fordi de var en forudsætning for den påvirkningspolitik, som skulle fremme de sovjetiske mål i forhold til Danmark. Den danske regering var dog betydelig mere tilbageholdende end den sovjetiske i etableringen af disse kontakter.

Næste afsnit: Perioden 1979-1991