Perioden 1979-1991

Kilde: http://www.chakoten.dk/anmeld/mus12.html
Fregatten Peter Skram, et af flådens flagskibe under Den Kolde Krig

International situation

1980’erne skulle uventet vise sig at blive afslutningen på Den Kolde Krig. De af Sovjetunionen dominerede østeuropæiske diktaturer blev afviklet, og til sidst gik selv Sovjetstaten i opløsning, men inden da blev situationen væsentligt skærpet fra 1979 og frem til midten af 1980'erne. Skærpelsen betød en yderligere understregning af samfundsrelaterede modsætninger og uligheder mellem Øst og Vest og en deraf følgende nedprioritering af muligheden for samarbejde blokkene imellem, så man kunne dæmpe og kontrollere sikkerhedsdilemmaet. Fra østblokkens side begyndte slutspillet med en sovjetiske opstilling af SS-20 raketter rettet mod Vesteuropa samt invasionen af Afghanistan, og fra vestblokkens side skærpedes den amerikanske politik væsentligt overfor Sovjetunionen både på retorisk plan og gennem forceret oprustning.

Den 23. marts 1983 erklærede USA's præsident R. Reagan således sin støtte til et revolutionerende forsvarssystem - "stjernekrigsprojektet" (SDI Strategic Defense Initiative) - som skulle beskytte USA mod sovjetiske angreb. Samtidig meddelte han at USA startede udviklingen af et stærkt omdiskuteret raketforsvarssystem. Fra midten af 1980'erne påbegyndte R. Reagan imidlertid atomvåbennedrustningen, da han gennem en række topmøder med Sovjetunionens præsident M. Gorbatjov, som tiltrådte i 1985, indgik store nedrustningstraktater. Det er en almindelig opfattelse, at det var R. Reagans politik og især "stjernekrigsprojektet", der fik Sovjetunionen til økonomisk at krakelere i et forsøg på at følge med i det dyre våbenkapløb.

Efter i nogle år at have været i en afventende politisk tilstand foretog Sovjetunionen fra midten af 1980’erne en vidtrækkende udenrigspolitisk ændring, som kulminerede i Berlin-murens fald i 1989 og genforening mellem Øst- og Vesttyskland i 1990. Hovedårsagen til Den Kolde Krigs fredelige afslutning på vestlige præmisser skal findes i de kommunistiske landes dybe økonomiske krise og politiske desillusionering i modsætning til den vestlige verdens demokrati og velstand.

Sovjetunionens udenrigspolitiske nytænkning samt økonomisk og teknologisk stilstand førte til, at ledelsen i sidste halvdel af 1980'erne opgav et efter et af de standpunkter, som siden 1940'erne havde været den fundamentale del af sovjetisk udenrigspolitik. En central figur var M. Gorbatjov, som arbejdede for internation afspænding og nedrustning. Han afsluttede våbenkapløbet med USA i 1987, og trak de sovjetiske tropper ud af Afghanistan i 1989. Endelig fastslog han, at der ikke ville blive anvendt våbenmagt over for oprørske befolkninger i de østeuropæiske diktaturer. Dette førte til, at M. Gorbatjov i 1990 modtog Nobels Fredspris.

Trussel fra øst

I 1981 blev den militærpolitiske situation i Østersøen skærpet som følge af grundstødningen af en sovjetisk ubåd i svensk territorialfarvand samt ved, at Østersøen blev inddraget i vestlige psykologiske operationer, hvorved NATO’s tilstedeværelse af fly og flåde blev forøget. Gennem 1980’erne var Warszawapagtlandenes militære trussel mod Danmark imidlertid i aftagende, selv om de hidtidige krigsplaner i hovedtræk blev opretholdt helt frem til 1987. Efterfølgende bevirkede Warszawapagtens nye militærdoktrin fra 1987 en drejning bort fra offensive opgaver.

NATO er en forkortelse for North Atlantic Treaty Organization, som er en vestlig militærorganisation, der blev dannet i Bruxelles i december 1950 på grundlag af den Nordatlantiske Traktat (Atlantpagten). Den blev undertegnet i Washington D.C. i april 1949. Pagten blev underskrevet af USA, Storbritannien, Frankrig, Italien, Canada, Belgien, Holland, Luxembourg, Portugal, Norge, Danmark og Island. I 1952 blev Grækenland og Tyrkiet optaget og i 1955 Vesttyskland. I 1982 tilsluttede Spanien sig, i 1999 Polen, Tjekkiet og Ungarn og i 2004 Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien. Derudover er der yderligere 20 lande, som er tilknyttet alliancen.

Warszawapagten (WAPA) er ”østblokkens” modstykke til Atlantpagten og blev stiftet som en reaktion på Vesttysklands indtræden i NATO i 1955. Det er ligeledes en militær og politisk overenskomst, som desuden omfatter aftaler om venskab, økonomisk og kulturelt samarbejde. Pagten blev sluttet i Warszawa i maj 1955 mellem Albanien, Bulgarien, Østtyskland, Polen, Rumænien, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet samt Ungarn. Dog indtrådte Østtyskland først i 1956 i det militære samarbejde, som indbefattede en enhedskommando med hovedkvarter i Moskva. Albanien udtrådte i 1961 efter at have brudt den diplomatiske forbindelse med Sovjetunionen. Warszawapagten blev officielt opløst på et møde i Prag 1. juli 1991, efter Sovjetunionens sammenbrud, og datoen anses derfor som afslutningen på Den kolde Krig.


Dansk sikkerhedspolitik

I løbet af 1980’erne gik de politiske ”enighedspartier” hver deres vej indenfor den sikkerhedspolitiske debat. Socialdemokratiet agiterede for behovet for en markant fredsoffensiv, en europæisering af sikkerhedspolitikken og ideen om Norden som atomvåbenfri zone. Denne linie var påbegyndt, allerede inden partiet kom i opposition i 1982, men blev forstærket efter regeringsskiftet, hvor linien fik støtte fra Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne. I den borgerlige fløj forekom der ligeledes en stramning af de sikkerhedspolitiske synspunkter. Det sås især i Venstre, der tidligere havde været det mest afspændingsorienterede af de store borgerlige partier. Så da NATO skærpede sin politik over for Sovjetunionen, fik det også konsekvenser for modsætningerne i dansk sikkerhedspolitik. I debatten sås overordnet en indfaldsvinkel, som også var gældende i andre vestlige lande. Der var ingen, som forestillede sig de vidtgående forandringer i de kommunistiske systemer, som i slutningen af 1980’erne fandt sted i både Sovjetunionen og de andre Østeuropæiske lande.

Kilde: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/95644:--Ellemann-ser-tilbage----og-hugger-til
Tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen blev synonym med den
danske fodnotepolitik

Formuleringen af dansk sikkerhedspolitik, og herunder kampen om den politiske magt, var i den sidste periode af Den Kolde Krig meget central. Politikformuleringen var præget af en splittet og blokeret parlamentarisk proces mellem firkløverregeringen (1982-1988) og det alternative sikkerhedspolitiske flertal bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre samt Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne. Uenigheden mellem de traditionelle samarbejdspartier begyndte i 1979 med NATO’s dobbeltbeslutning. En beslutning som blev truffet af medlemslandene som modsvar til Sovjetunionens opstilling af SS-20 missiler i Østeuropa. Beslutningen gav Sovjetunionen fire år til at trække disse mellemdistanceraketter ud. Danmark foreslog en beslutningsudsættelse på et halvt år, men da der ikke var tilslutning hertil fra andre NATO-lande, måtte Danmark alligevel tilslutte sig dobbeltbeslutningen.

I de efterfølgende år understregede den socialdemokratiske regering i stigende grad dobbeltbeslutningens forhandlingsdel uden at det førte til konflikter i NATO. Dette skyldtes, at en militær opmarchering af raketter først var planlagt til at begynde i slutningen af 1983, hvis nedrustningsforhandlingerne med Sovjetunionen ikke førte til et resultat.

Den spirende uenighed mellem Socialdemokratiet og de borgerlige partier blev først et reelt parlamentarisk problem efter skiftet til en borgerlig regering i efteråret 1982, og den danske sikkerhedspolitik blev herefter præget af en markant politisering og polarisering. Således blev det af folketingets flertal pålagt regeringen at tage afstand fra væsentlige NATO-beslutninger vedrørende kernevåbenpolitik. Disse danske undtagelser blev flettet ind i NATO’s generelle bestemmelser som fodnoter – derfor omtales dansk sikkerhedspolitik fra 1982-1988 ofte som ”Fodnotepolitik”.

Fodnotepolitik er et begreb, der bruges om dele af den danske sikkerhedspolitik i perioden 1982- 1988. Regeringen blev af Folketingets flertal pålagt at tage afstand fra væsentlige NATO-beslutninger. Politiken blev døbt ”fodnotepolitiken” fordi regeringen, meget mod sin vilje, måtte repræsentere folketingsflertallets synspunkter på NATO-møderne, og Danmarks politik blev flettet ind i de generelle bestemmelser som fodnoter, der undtog Danmark fra beslutningen


Eksterne vurderinger

For perioden 1975-1991 er der endnu ikke adgang til de allierede landes interne vurderinger i de udenlandske arkiver. Det betyder, at kildesituationen er meget forskellig fra de foregående perioder. De tilgængelige kilder må derfor tolkes med et vist forbehold, idet de kan være udformet med hensyntagen til periodens politiske budskab.

Ifølge amerikanske vurderinger fremgår det, at Danmark i første del af perioden modtog kritik af sit forsvarsbidrag, men at forsvarets indsats blev højt vurderet. De danske tanker om atomfri zoner blev afvist og generelt menes det, at den afvigende danske ”fodnotepolitik” havde begrænset betydning. Fra østlig side bemærkede man den splittede danske sikkerhedspolitik, og Sovjetunionen ønskede at det danske NATO standpunkt blev udbredt i flere vestlige lande uden dog at mene, at der var en reel chance for det. Sovjetunionen mente, at udviklingen i Vesttyskland var altafgørende for dette, og at Danmark generelt havde mindre betydning, og snarere kun var et irritationsmoment for NATO.